SIPADAN

En beretning om en dykkerferie på den lille tropeø Sipadan
-indlagt i en kombinationstur til den malaysiske del af Borneo

 af  J. M. Borch & Nils Olsen.  Foto: Nils Olsen.

Som de ældre mænd vi er, havde Nils og jeg tit talt om at finde noget vand at dykke i, der var varmere end det hjemlige isafkølede, og vi var besluttede på at prøve at dykke uden at skulle bruge luffer og ørevarmere! Alligevel endte vi med at have det lange skiundertøj på, men mere om det senere.

 Vores oprindelige plan var blot at finde en billig charterrejse til et eller andet dykkested, hvor der var varmt og også var noget andet end dykning at bruge tiden til. Vi havde overvejet Bali samt diverse Thailand-destinationer, idet vi også ville have mere ud af ferien. Især da vore koner ikke er dykkere og derfor ikke kunne acceptere blot at sidde og glane på en dykkerbåd i 8 dage.

 Ingen  af os havde tidligere været i Fjernøsten, men vi syntes alle, at det virkede spændende og tillokkende. Tidspunktet blev fastlagt og Bali blev valgt, idet dykkermulighederne var fine på det valgte tidspunkt. Men netop da det var klart frarådede udenrigsministeriet alle rejser til Indonesien.  Så faldt valget på Phuket. Meeeen det var regntid ifølge pålidelig kilde skulle man komme fra Sahara for at synes om vejret på det tidspunkt. De store regnskyl over det sydøstlige Asien i foråret og sommeren 1998 havde vasket så meget mudder ud i havene omkring Thailand og den malaysiske halvø, at meldingerne lød, at sigten på dykkene ville være lige så ringe som i Øresund. Vi besluttede derfor at lede videre østover. Da ferieperioden var fastlagt måtte vi finde et sted, hvor der var rart at være. Valget faldt til sidst på den lille tropeø Sipadan øst for den nordlige ende af Borneo, selvom det på ingen måde var det billigste alternativ.

Nils’ gode forbindelser og evner på Internettet blev udnyttet, og snart tegnede der sig et billede af en kombination af jungle-, storby-, og dykkerferie. Det betød så, at vi måtte regne med at bruge længere tid end blot en uge, og inden vi havde set os om, var vi ved at planlægge en 3-ugers rejse med rejseselskabet Albatros til Borneos malaysiske delstater, Sarawak og Sabah, med en selvindlagt afstikker til dykkerparadiset Sipadan. Så vi fik pludselig lidt travlt med vaccinationer og indkøb af myggenet mm.

 

Rejsen

Fra København fløj vi via Amsterdam (Schiphol) med KLM. Derfra med Malaysia Airlines System via Kuala Lumpur til delstaten Sarawaks hovedstad Kuching. Vi var godt rejse- og varme-groggy, da vi kom ud af det air-konditionerede hotel næste morgen. Heldigvis skulle vi ikke dykke med det samme. Vi havde først en uges tid til tur i Bako nationalparken, hvor vi både botaniserede i junglen og studerede dyreliv og  tog til de tidligere? hovedjægere i Iban-stammen, hvor vi boede i langhus inde i landet.

Selve turen til Sipadan begyndte med at vores lokale rejsebureau fragtede os i minibus fra vores lille kineserhotel til Kuching lufthavn. Videre med MAS til delstaten Sabah’s hovedstad Sandakan og til slut til Tawau på Sabahs sydøstspids. Mange tusinde kilometer behagelig flyrejse for i alt godt 900 D-kr. pr. næse. Her overnattede vi i et lækkert luksushotel. Det var egentlig rigtig rart til en afveksling. Men det var også fantastisk at gå rundt som de eneste 4 europæere mellem ca. 20.000 malayer, indere, kinesere og filipinere i tropeaftenens buldermørke for at finde hen til de lokale åbne primuskøkkener (Hawker shops) hvor vi for den fyrstelige pris af 6-7 kr. pr. næse spiste og drak os mætte i diverse stærkt krydrede retter direkte fra griller og gryder. Det var en pudsig oplevelse at føle sig helt tryg og ikke frygte for overfald. Jeg er mere utryg på Strøget i København!

Næste morgen blev vi hentet (igen punktligt på minuttet) af en minibus fra rejsebureauet, der kørte os de sidste par timer fra Tawau til udskibningshavnebyen Semporna. Her var der de sædvanlige sælgere af diverse småsmykker lavet af muslingeskaller og koraller, men ingen rigtige tiggere.

 

Stedets geografi og faciliteter – samt mangler

Sipadan  er en meget lille ø, - en rigtig ”Bounty-ø”, der stritter op fra selve havbunden uden for fastlandssoklen ca. 45 min sejlads østpå med speedbåd 2x500HK fra havnebyen Semporna. Oprindelig var den helt upåagtet, men efter Jacques Cousteaus udsendelse om dykning i grotterne under øen og hans beskrivelse af skildpaddekirkegården derinde, er øen blevet lidt overrendt, hvad der har slidt på naturen såvel under som over vandet. (Se iøvr. Borneo Divers’ hjemmeside http://www.jaring.my/bdivers)

Rundt om hele øen er der et koralrev på ca. 6 m’s dybde med masser at se for snorkeldykkere. Flere steder er korallerne dog slemt skadede af brænding og vandrende dykkere. Der var (pr. sept. –98) 5 dykkercentre jævnt fordelt på øen. Vi valgte det ældste og kendeste, der lå kun 50 m fra ”drop off”. Det bestod af nogle to-etagers bungalows og et par palmetækkede værksteds- og omklædningshytter. Desuden havde det en lille restaurant på stranden og en lille bar ved kanten af revet, hvor vi om aftenen kunne se store bumphead parrotfish og skildpadder svømme forbi. Desuden var vores center det eneste, der havde en dekompressionstank (til 2 personer). Det var noget dyrere, men vi er jo et par ældre, magelige herrer, så …

Vi ankom sammen med en del andre dykkere til øen ved frokosttid, blev indlogeret og gik i restauranten, hvor vi udfyldte nogle blanketter, der friholdt dykkercenteret for diverse legale krav fra vor side i tilfælde af ulykker, som centret ikke var ansvarligt for (Formuleringerne var lidt kryptiske, men hvis vi ikke skrev under, kom vi ikke ud at dykke!).

Menuen på stedet var –om ikke ren luksus- så i hvert fald meget lækker og varieret lokal mad med masser af fisk og grønsager samt noget, som selv en forvænt amerikaner ville kunne spise. Det sidste gad vi andre ikke røre! Desuden var der fri te og saft hele døgnet samt frugt og kage ad libitum til pauserne.

Første eftermiddag var vi til et intro-dyk, hvor vi kunne vænne os til det lejede grej, - og dykkerlederen kunne vurdere os og vore evner. For ”Et er, hvad der står på beviset og i logbogen. Noget andet er, hvordan dykkeren opfører sig.” Sammen med den øvrige flok af nye blev vi fordelt til de forskellige dive-masters, og så ellers ud fra ”drop- off”, som ligger ca. 50 m fra land og giver adgang til et frit fald på ca. 600 m. ned til havbunden.

Først svømmede vi ned for at se dekompr.-linen, der var udspændt ca. 5 m. nede, og hvor en skildpadde hang i strømmen og hvilede sig med forlufferne hen over rebet. Det var en fantastisk oplevelse at svæve frit i det varme, klare, blå vand og bare mærke, at alt fungerede, og at dive-masteren havde check på tingene - og på os! Alligevel var jeg lige ved at sluge hele mit mundstykke og andettrin, da jeg så den første revhaj nogle meter under mig, mens den afslappet, langsomt og roligt afpatruljerede væggen for derefter at forsvinde ud og ned, da vi kom prustende og boblende og forstyrrede dens fred. Vi fulgte den stejle væg, der forsvandt ud af syne i et klart, dybt blå ca. 50 m under os. Et stykke nede kom vi til den afmærkede indgang til ”Turtles’ Grave”, der er et hulesystem, der fortsætter et godt stykke ind under øen (Beskrevet og vist meget dramatisk af Jaqcues Cousteau i en af hans Calypso udsendelser). Der er ingen adgang for almindelige dødelige dykkere som os, der ikke har stor vrag- eller huledyk-erfaring. Og der er da også sat et stort advarende skilt op foran  indgangen.

Efter dette første dyk var jeg så mæt, mat og træt af indtryk og vel også af den fysiske anstrengelse, at jeg ligefrem nød at tage et koldt (= ca 35 gr. C.) brusebad, mens jeg skyllede grejet af i det ene trug med afsaltet vand. Desuden var der et kar specielt til fotoapparater, hvor man var særlig opmærksom på ikke at få sand og andet ridsende ned i. Matheden oven på dykket viste sig også ved, at vi var næsten en halv time om at udfylde vores første side i logbogen! Vi var enormt tørstige. Jeg tror, at jeg drak en liter saftevand i løbet af den næste halve time.

Forløbet af de næste dyk var, at vi sejlede ud med en lille motorbåd med et solsejl midtskibs og en badelejder til at kravle op ad igen efter dykkene. Vi havde dannet makkerhold på forhånd og blev briefet på vej ud til dykkestederne, der har romantiske navne som f.eks. Coral Gardens, Barracuda Point, o.l. Derefter væltede vi i vandet og skyndte os under overfladen, så vi ikke kunne lokke hajer til ved at ligge og ligne syge sæler. Derefter sank vi alle til den aftalte dybde (25-39 m.), afbalancerede hurtigt, og drev af sted med strømmen, mens vi langsomt steg op. Undervejs udpegede divemasteren diverse spændende eller smukke ting for os. Han præsterede iøvrigt altid at dykke med baseball-kasket. Når vi kom til slutstedet, lavede vi dekostop på 3 m., gik til overfladen og blev samlet op. Så snart sidste mand var indenbords gik det ind mod land. Her traskede vi så barfodede eller i dykkerstøvler op til palmehytten, der gjorde det ud for flaskelager, omklædning- og bruserum, læssede grejet af og skyllede og ordnede det, skiftede flasken fra det store lager, der hele tiden blev trykket op, så den var klar til næste dyk, skrev logbog, spiste og drak oppe i palmerestauranten og så ud igen efter nogle timers hvil i vores små hytter eller i baren (Ingen alkohol!). Ren luksus dykker-driverliv i tropeparadiset!

Min logbog viser, at jeg blev lidt blasert efter de første dyk. Nu skulle der mindst en stime på 3-4000 store baracudaer i spiral eller lignende til, for at jeg blev imponeret! Det var ikke længere nok med nogle hajer, muræner, tre fire skildpadder, et par dragefisk, tudsefisk eller stenfisk samt de sædvanlige klovnefisk og diverse koraller. Nils fotograferede på livet løs med det resultat, at han brugte sin luft ret hurtigt, så vi ofte måtte dykke ud som nogen af de første. Efterhånden fandt vi en metode med, at han passede sit kamera, - og jeg så passede på ham, idet jeg holdt ham på plads og dybde, når strømmen var for kraftig.

Grej bliver jo slidt, og en dag fusede Nils’ lungeautomat lige så stille, så det dyk blev meget kort. Men ellers havde vi ingen problemer. Jeg vil dog anbefale, at man medbringer sit eget ABC-grej samt sin egen lungeautomat og dykkekomputer, selvom alt kan lejes.

Vandet var dejligt lunt, men det var alligevel lidt køligt på bunden, så det var en fordel med det lange skiundertøj på, fordi det beskyttede mod både solskoldning og brændhår fra brandgopler og koraller. Samtidig afbødede det lidt mod gnavsår  fra opstigningsvesten, der jo ikke var formsyet.

En dag var en af de andre dykkere forkølet, så jeg kunne låne hans ”hus” til videokameraet. Det kunne klare ned til ca. 8 m., hvad der gav mulighed for nogle fine, lyse optagelser uden alt for meget bølgeskvulp og luftbobler. Dog måtte jeg have godt 2½ kg ekstra bly på ”huset” for at kompensere tilpas for dets opdrift. Blyet i form af et lod fra et blybælte fyldte en del udenpå og var generende under betjeningen. Jeg tror, at nogle poser med blyhagl inde i huset er bedre, samtidig med at det vil give mulighed for en bedre sideværts afbalancering af kameraet i vandet.

Der var altid mulighed for at tage sig et dyk - blot hente en flaske og så 10 over stranden og svømme 50 m til drop-off. Så det var også let med natdyk, der var en kæmpe oplevelse. Dykningen ved Sipadan er simpelthen suveræn.

 

Flere nationalparker.

Mæt af dykning fortsatte vi så tilbage til Borneo med flere ture til naturparker, hvor vi bl. a. oplevede at se 7 ud af 9 arter af næsehornsfugle samt næseaber og orangutan vildt.

Turen afsluttedes med et kort ophold i Kota Kinnabalu og Kuala Lumpur, en hektisk moderne storby med masser af lokalkolorit. Alt i alt en helt uforglemmelig tur hvor alt bare var perfekt - og natur og befolkning viste sig fra sin allerbedste side - vi tager gerne dertil igen snart.