Åååhhhh - soufflé...
Bestsellerlisterne er ikke orakler, men taler alligevel et tydeligt sprog: Kogebøger er den absolutte topscorer både her og i udlandet.
Gad vide, hvad en antropolog eller andre
efterkommere om ét hundrede år får ud af at studere bestsellerlisterne anno
2001?
Hvad folk læser siger altid noget om et
samfund, og hvis det er det eneste, de har at gå efter, vil de muligvis antage,
at vi levede et vellevned, hvor glade familier hver aften samledes om et
veldækket bord og spiste flødekogte skovduer med kokosflamberet ananas til
dessert. Dog ville et dybere studium i, hvordan vi ellers levede, afsløre, at
sådan forholdt det sig næppe. Mange af de retter, der findes i nogle af de mest
solgte kogebøger – og her er »Kogebog for fattigrøve« en undtagelse, som vi
vender tilbage til – kræver enten en professionel kok og/eller et voksent
menneskes fulde bevågenhed en hel dag, og sådan er det som bekendt ikke.
Et slagnummer for tiden er »Svinkløv
Badehotel«, som ånder tidløshed og gratinerede trøfler. Kogebogen minder om et
liv, vi kun kender fra Skagen-malerierne, og meget tyder på, at den og andre
kogebøger bliver læst snarere end brugt til at lave mad efter. De er om end
ikke ligefrem et afrodisiakum, så dog den litteratur, vi tyr til, når vi skal
forkæle os selv, nyde det og være rigtigt frække – for hvad er en G-streng og
frækt undertøj mod et braiseret kalveinderlår i sauce af dobbeltfløde? Og når
vi læser om mad, har det tilmed den fordel, at det hverken feder eller er
sygdomsfremkaldende. Det er helt gratis, en slags gnidningsløst knald for
måltider.
Der findes ingen statistikker, som
underbygger, at maden har erstattet sex som det foretrukne pirringsmiddel, men
sanselighed er noget, som foregår oppe i hovedet, og det er påfaldende, at det
er kogebøger og ikke erotiske bøger, der ligger nummer ét, to og ofte også
nummer fire, fem og seks på bestsellerlisterne. I enhver velassorteret
boghandel findes mellem ét og to tusinde titler, som alle handler om mad i
forskellige grader af raffinement, og antallet af titler har været stigende de
sidste fem år, mens børnetallet falder. Det kan have andre grunde, men
alligevel.
Indtil for meget få år siden blev det i
vores nordlige, protestantiske del af verden anset for at være på kanten af det
tilladelige at spise for andet end at stille sin helt basale sult. Vi spiste
for at leve og de, der levede for at spise, var vist ikke rigtigt ordentlige
mennesker. I håndværkerkredse hed det, at den, der var hurtig til at spise, var
også hurtig til sit arbejde – og det var så absolut en ros.
Til gengæld er det mange år siden, at sex
havde kræfter til at forarge os. Bløde pornoudsendelser på TV veksler søvnigt
med sitcoms, men der, hvor det vitterligt rykker, er madudsendelserne. Her
udfolder tabuerne sig for fuld skrue enten direkte i gastronomiens drømmeland
eller med modsat fortegn ved fedtexorcisten, Anne Larsen. Hun har nærmest fået
status af vækkelsespræst, der tordner mod åreforkalkning og fedt om hjertet.
Men mad er andet og mere end et påkrævet
indtag af vitaminer og mineraler. Vi ved af egen erfaring, at et gennemtænkt
måltid med god vin eller velskænket øl skaber bedre stemning end en slatten
pizza og en doven håndbajer, uanset ved hvilke lejligheder det bliver sat til
livs. Desuden vrimler verdenslitteraturen og filmhistorien med eksempler på
sammenkædningen af erotik og mad. Karen Blixen kobler det ironisk og elegant i
det orgiastiske »Babettes gæstebud« og Joanne Harris skildrer sødmefuld
sensualitet i »Chocolat«. Isabel Allende udgav for nogle år siden en kogebog,
der slet og ret hedder »Afrodite. Opskrifter, fortællinger og andre
afrodisitiske midler«.
De, der kan huske filmen »Tom Jones«,
efter Henry Fieldings roman, husker i hvert fald scenen, hvor Tom og en
rødhåret luder gensidigt forfører hinanden under indtagelsen af en kylling. Det
er, så alle safter driver, for ikke at tale om den helt bastante kobling med de
blævrende fromagebryster i »Det store ædegilde«. Samtidig findes der utallige
råd om erotisk føde, fra bestemte svampe til frugter, og østers og champagne er
altid godt – om ikke andet i kraft af signalværdien. Tidligere var der en helt
fast standard for en souper d'amour, nemlig kaviar, kold fugl og frugt, alt
sammen noget, der kan indtages over lang tid uden at blive kedeligt; det var
forspil i en tid, hvor der var tid nok.
Det korte af det lange er, at det er med
erotik som med mad; begge dele trives bedst i overflod, frådseri og
ubekymrethed for morgendagen, og her tyder meget på, at vi kommer til kort. Vi
læser om mad, men bliver det til noget?
I hvert fald én synes, det er synd med al
denne Ersatz-hedonisme, og det er antropologen, chefredaktøren og
kogebogsforfatteren Anne Knudsen. Når hun skriver om mad, er det under mottoet:
Rolig nu, og det handler om brugsretter, som også kan nydes, og som man kan
købe ind til i et almindeligt gennemsnitssupermarked. Hun er ikke i tvivl om,
at størstedelen af de kogebøger, der er på markedet, bliver læst som
skønlitteratur.
»Det er, som om de tabuer, der tidligere
var forbundet med sex, i dag er overført på mad,« siger hun. »Der er jo intet
som helst, der forhindrer os i at sidde og tale om analsex i et bedre selskab,
mens en bemærkning om, at vi bruger tandsmør på morgenbrødet er virkeligt
grænseoverskridende. Mad er blevet tabubelagt, og hver gang vi putter noget i
munden bliver det forbundet med fedt og forkalkning, og det er en form for
mobning, som ikke hører nogle steder hjemme. Mad skal nydes, det er der intet
galt i og jeg tror, at hvis man har svært ved at nyde sin mad, har man også
svært ved andre ting. Men det er blevet sådan, at når vi læser om mad, får det
nærmest karakter af pornografi.« Og her bekræfter Anne Knudsen, hvad den
spanske filmskaber Luis Buñuel forudsagde i sin efterhånden 24 år gamle film,
»Begærets dunkle mål«, nemlig at indtagelse af føde blev en fordækt og obskøn
foreteelse, som kun kunne forrettes i enrum.
Om der ikke er tid til sex, fordi vi
foretrækker at studere souffleens hemmeligheder på sengekanten – det er ikke
til at vide, siger Anne Knudsen, men fastholder, at kogebøgerne i hvert fald
ikke bliver brugt til at lave mad efter.
Det sidste synspunkt understøttes af
statistikken, og her kommer »Kogebog for fattigrøve ind«, såvel 1 som 2. I
Danmark bruger vi mindre end ti pct. af vores disponible indkomst til mad, og
alle undersøgelser viser, at prisen altid er vigtigere end kvaliteten, når vi
køber ind. Sammenligner man os med andre lande, Holland og Sverige for
eksempel, hvor prisindekset er nogenlunde det samme, halter vi sørgeligt
bagefter. Hollænderne bruger næsten dobbelt så meget af deres disponible
indkomst på mad, end vi gør, og svenskerne ligger cirka midt imellem
hollænderne og os, til gengæld er fødevarer lidt billigere i Sverige. Samtidig
blev det for nylig oplyst på TV2, at danskerne har investeret 100 milliarder
kroner i nye køkkener de sidste ti år – det svarer til fire storebæltsbroer, og
på den baggrund er der måske ikke noget at sige til, at vi ikke har råd til at
købe mad.
Køkkenstandarden og kogebogsbiblioteket
står altså i grel modsætning til det, vi spiser. Der er, når man tænker efter,
slet ingen sammenhæng og vidner om, at mad er overgået fra virkelighedens til
drømmenes verden.
»Jeg synes, det er synd, at folk har så
travlt med at stræbe efter det, de ikke kan nå,« siger Anne Knudsen. »Hvorfor
skal vi gå i stå over for en farseret havtaskekæbe og citrongræs efter en lang
arbejdsdag, når der findes så meget andet og lækkert inden for rækkevidde. Vi
lever i et overflodssamfund, og alligevel drømmer vi og forstår slet ikke at
værdsætte det, vi har. Vi kan i ethvert jævnt supermarked købe alle de ting,
som vore bedstemødre ville slå ihjel for at få, men i stedet for at række ud
efter det tilgængelige, læser vi om det uopnåelige og lader os nøje for resten.
Problemet er, at vi stadig lever med forventninger, der hører til i en helt
anden tid. Det har slået mig, hvordan især kvinder er halvfornærmede over, at
de skal gå på arbejde, at de skal forsørge sig selv og glemmer helt, at det er
det normale at arbejde. Bortset fra en kort periode i 1950erne, hvor mor gik
hjemme, syltede og opdrog de to søde børn, har kvinder altid arbejdet. De
voldsomste forandringer skete i vores bedsteforældres tid, men vi lever stadig
efter idealer, som stammer fra et samfund, der var helt anderledes indrettet. I
stedet for at nyde det pisker vi rundt efter det uopnåelige og er hele tiden
lidt utilfredse. Lad mig slå fast: Tjenestefolk er afskaffet for langt de
fleste af os, så velkommen til virkeligheden.«
Med til virkeligheden hører: Ligesom Kama
Sutra er kogebøger ikke kun beregnet til at læse i.
Berl. Tid. 19. juli 2001